Det er ikke altid let at forklare en forsker, hvad kommunikation er for en størrelse – og hvad den kan bruges til. Forskere kommunikerer jo på livet løs – de går til møder, konferencer og undervisning, de bliver interviewet til medierne, og de sender emails og søger information på nettet. Så hvad skal de med “mere” kommunikation?
Som jeg ser det, adskiller forskningsmiljøerne sig ikke fra erhvervslivet – de har det samme behov for professionel og integreret kommunikation. Men deres referencerammer er ikke de samme, de har ikke det samme fokus på image og bundlinie, og de vokser ud af en tradition, som kun rummer én væsentlig faglighed, nemlig det at være uddannet som fx sociologer. Derfor kan det være svært at forestille/omstille sig til en organisation, hvor flere fagligheder er nødvendige for produktionen af viden.
Arbejdsformen og kulturen har desuden hidtil rettet sig mod at tilfredsstille nogle få “interne” interessenter (videnskabelige tidsskrifter, fakultetet, ministeriet, etc) mens fx offentligheden og erhvervslivet er kommet i anden række. De senere år er der imidlertid kommet fokus på forskningsformidling – med den begrundelse, at forskerne udadtil bør vise, hvad de laver og hvorfor det er nyttigt for samfundet. Det er i sig selv en positiv tendens, så længe det ikke ender med halsløs popularisering og medie-rytteri.
Men det er langt fra nok, når man tænker på, at forskningen fremover kommer til at fungere på andre og mere forretningsmæssige vilkår. Pengene skal i stigende grad ikke kun findes på finansloven, men også hos eksterne kilder. Inden for visse (teknologiske) sektorer har man længe fungeret mere kommercielt, men gælder det fx samfundsvidenskab og humaniora, er man meget mindre bevidst om sammenhængen mellem økonomi og kommunikation.
Derfor må debatten om forskningsformidling udvides til også at omfatte egentlig forskningskommunikation, som kan motivere forskningsmiljøerne til at investere i en integreret kommunikationsindsats, som kan skabe og vedligeholde nogle gode relationer til alle de interessenter, der har betydning for forskningen.
I modsat fald vil mange forskningsmiljøer inden længe havne i den situation, mange virksomheder befandt sig i for 25 år siden, hvor en ureflekteret holdning til kommunikation blev skæbnesvanger for omdømme og økonomi.
Forskningskommunikation 